Tabloid
DR
Tabloid tager de største og mest kontroversielle historier i pressen under kritisk behandling. Hver uge undersøger Marie Louise Toksvig de gode historier og dem, der går galt, konfronterer de ansvarlige og tager lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum. Skriv til os på tabloid@dr.dk.
Tabloid tager de største og mest kontroversielle historier i pressen under kritisk behandling. Hver uge undersøger Marie Louise Toksvig de gode historier og dem, der går galt, konfronterer de ansvarlige og tager lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum. Skriv til os på tabloid@dr.dk.
Hvordan fortæller vi de rigtig grimme historier?
Episoder
Hvordan vælger retsreporteren at beskrive anklager om grove overgreb mod børn, så det hverken bliver uforståeligt eller alt for detaljeret? Tabloid taler med TV2 Fyns kriminalreporter Peter Krogh Frausing, der for tiden skriver om en omfattende sag om seksuelle overgreb og grooming i Svendborg. Denne uges medvært Harald Toksværd mistede sidste år sin plads på DRs talenthold på grund af provokerende ting, han havde sagt og skrevet. Nu er hans R8dio-serie Hanrej i Ribe belønnet med en pris for Årets Podcast. Er han blevet mere forsigtig med, hvad han siger og skriver? Og har han helt droppet debattør-rollen? Og så taler vi med Sarah, der er hovedperson i TV2s dokumentarprogrammer 'Fars Lille Pige' om samarbejdet med journalisterne. Vært: Marie Louise Toksvig.
Hvordan arbejder Stéphanie Surrugue på gaden i Paris midt i et kaos af demonstrationer, gadekampe og rå kriminalitet? DRs internationale korrespondent besøger Tabloid for at fortælle om at jagte overblikket og dække de voldsomme begivenheder i Paris. Hvorfor skal Kristeligt Dagblad afsløre, at Danmarks ældste, 112-årige Kirsten Schwalbe fra Struer, meldte sig ind i DNSAP i 1941? Vi spørger chefredaktør Jeppe Duvå. Hvordan kan Politikens redaktion neutralt dække historierne om politiets ageren ved demonstrationerne i København, når en fotograf-kollega fik knippelslag og chefredaktøren har afsagt dommen fra Hjørnekontoret? Tabloid spørger chefredaktør Christian Jensen. Ugens medvært er journalist og skuespiller Fadime Turan. Vært: Marie Louise Toksvig.
Hvad ville TV 2 på Højskolen? Er TV 2s serie reality-tv, debatprogrammer eller en ny måde at vise de barske vilkår for den offentlige samtale? Og hvordan kan TV 2 vise anklager om terrorsympatier uden at vide, hvad der er ægte? Tabloid spørger TV 2s chefredaktør Jon Hasselbalch Mikkelsen. Hvorfor gik 18-årige Svend Kløcker på TikTok med sin kritik af Livslinjen i stedet for at få fat i en journalist? Vi taler med gymnasieeleven, der via TikTok fangede P1 Morgens opmærksomhed. Hvorfor lukker DR Nyheder nyhedspodcasten Tiden, der ellers skulle levere nyheder til yngre lyttere? Redaktionschef Anders Emil Møller svarer på kritik og undren fra denne uges medvært, journalist og forfatter Lykke Møller Kristensen, der netop beskæftiger sig med unges medieforbrug. Og så vil vi høre, hvordan DR Nyheder i stedet vil gøre sig relevante for et bredere og yngre publikum. Vært: Marie Louise Toksvig.
Hvorfor skal B.T.s reportere til sindelagssamtaler for at afgøre, om de kan bestride deres arbejde? Tabloid får besøg af chefredaktør på B.T., Simon Richard Nielsen, der har modtaget et meget bekymret brev fra sine medarbejdere: De mener, at avisens politiske standpunkt truer det journalistiske arbejde. Hvad var egentlig meningen, da Jyllands-Posten satte sig for at portrættere Venstres Søren Gade i en artikel, som siden er betegnet som et svinsk karaktermord? Og hvorfor får man lov at være anonym, når man taler grimt om en fremtrædende politiker? Vi får besøg af Jyllands-Postens politiske redaktør Martin Kaae. Er Danmarks sikkerhed blevet en kamp om opmærksomhed og mest muligt drama? Det mener militæranalytiker Jan Werner Mathiasen i et debatindlæg i forsvarsmediet Olfi. Tabloid har inviteret ham i studiet for at høre, hvad medierne kan gøre anderledes, når politikere og eksperter taler om det alvorligste trusselsbillede siden anden verdenskrig. Ugens medvært er journalist Kristian Danholm, pressechef ved Københavns Stift. Vært: Marie Louise Toksvig.
Må sportsjournalister have holdninger? Og er det godt eller skidt, når en fodboldspiller som Pierre-Emile Højbjerg siger sin ærlige mening til pressen? Det spørger vi tv-vært og cykelkommentator Tobias Hansen om. Dækningen af EU-stoffet er under pres. Der er så få journalister i Bruxelles, at vi går glip af vigtige historier. Det siger tidl. EU-korrespondent Jacob Langvad, som med sin nye håndbog i EU vil sætte gang i EU-journalistikken. I en artikelserie i Fyns Amts Avis skælder forældre og avisens leder ud på den lokale privatskole med beskrivelser af mobning og dårlig dialog med ledelsen. Men det er en unuanceret hetz, lyder kritikken fra tilfredse forældre. Vi spørger chefredaktør Karl Erik Stougaard, hvordan man undgår ensidig journalistik, når modparten i sagen er tavs. Denne uges medvært er politisk journalist og analytiker på TV 2 Camilla Stampe. Vært: Louise Reumert.
Hvordan dækkede danske medier aftalen mellem Danmark, Grønland og USA, før og efter at indholdet af den var kendt? Tabloid taler med journalist Maya Tekeli, der arbejder for New York Times. Ugens medvært er journalist, forfatter og parterapeut Ulla Hinge Thomsen, der også er uddannet i sprogpsykologi. Vi har set reality-serien Temptation Island og spørger redaktør Ida Bjørk Jespersen, Viaplay, hvordan de medvirkende biver castet og behandlet, når de blotter deres parforhold og intime følelser på tv. Vært: Marie Louise Toksvig
Hvorfor var TV2 så optaget af, hvad en dansk helikopter foretog sig over en russisk fregat i internationalt farvand, når forsvaret og Folketinget var enige om at fordømme russernes affyring af nødblus? Vi spørger TV2-vært Johan Engbo. Hvorfor bruger en dagbladsjournalist flere måneder på at rejse Europa tyndt for at skrive en tyk bog om migration? Vi får besøg af Anders Redder, der i foråret udgav bogen Fort Europa, til en samtale med denne uges medvært Thea Pedersen, der netop har udgivet bogen Tordenenheden, baseret på års reportagerejser i det krigshærgede Ukraine. Er det rygter eller journalistik, når Børsen udgiver en kommentar om DI-direktør Lars Sandahls fremtid? Vi spørger chefredaktør Nikolaj Sommer. Vært: Marie Louise Toksvig
Berlingskes korrespondent Solveig Gram Jensen har dækket Alternative für Deutschlands historiske valgsejr i Sachsen-Anhalt og har fået hårde reaktioner fra læsere, der mener, at medierne ikke dækker partiet neutralt. Hvordan fortæller man om konsekvenserne ved valget af et parti, som næsten hver anden vælger i delstaten har stemt på, og som den tyske efterretningstjeneste klassificerer som højreekstremistisk? Og hvorfor sender medierne politikernes pressemøder direkte? Har politikerne fået lettere adgang til at tale direkte til danskerne med for få kritiske spørgsmål? Og er journalisterne blevet en del af showet? Energiselskabet Andel betaler otte klimajournalister for at producere journalistik om klimaet. Journalisterne siger, at Andel ikke bestemmer et komma. Men kan journalistik være uafhængig, når en virksomhed betaler for, at den bliver lavet? Ugens medvært er journalist Mette Vibe Utzon. Vært: Louise Reumert.
Var det den giftige historie eller tabet af 400 job, der var vigtigst, da nyheden om, at Cheminova lukker, ramte redaktionerne? Tabloid spørger reporter Charlotte Hansen fra TV MidtVest. Henrik Qvortrup leverede et scoop, da han fik Faderhusets mediesky medstifter Ruth Kristiansen til at stille op i sit mediemagasin Q & co på Podimo. Men hvad var aftalen? Og hvad fik han - og lytterne - ud af det spektakulære interview? Vi spørger Henrik Qvortrup. Er alle dødsfald tragedier i medierne? For forfatter og journalist Esben Kjær bliver dækningen af kendte og kongeliges død ofte til decideret følelsesporno for åben mikrofon. Han besøger Tabloid for at dissekere dækningen af den norske Kong Harald død. Denne uges medvært er journalist Morten Dyrhagen Christensen, mangeårig reporter på Sjællandske Medier. Vært: Marie Louise Toksvig
Hvad betyder det, at Landsretten i sidste uge afgjorde, at dokumentarprogrammet Plejehjemmene bag Facaden fra 2020 ikke længere må vises? Tabloid spørger Charlotte Ahm, hvis farmor Else Marie Larsen blev filmet med skjult kamera på sit plejehjem. Hvordan skal en tv-vært se ud? Og hvem bestemmer det? Vi har besøg af stylist i DR Trine Høyer. Og hvordan fik Information sanger Isam Bachiri til at skrive en kronik om niqab og feminisme inden debatten om hans synspunkter eksploderede? Debatredaktør Gry Inger Reiter besøger Tabloid. Ugens medvært er P3s Liva Manghezi, der både er morgenvært i radioen, podcastvært og nyhedsformidler for DR på Instagram. Vært: Marie Louise Toksvig
Dagbladet Roskilde lukkede kommentarsporet til omtalen af grundlovsforhøret af en 16-årig, sigtet for knivdrab. Men hvad ville avisen egentlig have ud af at kaste et lukket grundlovsforhør ud til debat? Tabloid spørger chefredaktør Katrine Wied. "Nu har vi fået Cepos til at regne på de skattestigninger..." sagde DRs politiske analytiker i radioen - men hvorfor bestiller DR analyser hos Cepos? Vi spørger Rasmus Dam Nielsen, redaktionschef med ansvar for DRs politiske redaktion. Hvorfor skal seerne med på en lang rejse til Irak, når TV2s reporter alligevel ikke finder de svar, hun søger? Vi taler med TV2s journalist Sanne Lau Pedersen om de nye dokumentarprogrammer 'Du må ikke blive for dansk'. Ugens medvært er journalist Jesper Hyhne, tidligere redaktør på bla. DanWatch og Fagbladet 3F. Vært: Marie Louise Toksvig
Kan man lave journalistik om ulve uden at hælde benzin på en allerede hidsig og polariseret debat? Tabloid taler med redaktionschef Line Julsgaard fra Nordjyske om udfordringen. Hvordan fandt Ekstra Bladet den 22-årige ungarske mand, der hentede en 15-årig pige i Hedensted? Ekstra Bladets reporter Kristian Kornø besøger Tabloid for at fortælle om historien. Dagbladet Ringkøbing Skjern har fået mange nye kunder med en historie om en skoleleder, der mistede livet til selvmord efter en lang stress-sygemelding. Vi taler med chefredaktør Gudrun Pedersen om de etiske og redaktionelle overvejelser bag artikelserien 'Under Pres'. Denne uges medvært er Line Gertsen, der efter mere end 20 år som undersøgende journalist og vært i DR nu arbejder på Zetland. Vært: Marie Louise Toksvig.
Berlingskes korrespondent var på pletten, da 60.000 migranter oversvømmede den spanske eksklave Ceuta. Hvordan bevarer Gunnar Willum overblikket og holder hovedet koldt, når nyhederne udvikler sig time for time. USA-kommentator Sofie Ruds nye job for USA's regering blev dækket intenst i medierne. Jyllands-Posten fandt, som en af de få, en kilde, der ved noget om jobbet. Det taler vi med JPs Thomas Vibjerg om. Larven fra helvede blev en af sommerens helt store historier. Men hvem fandt på udtrykket? DR Fyns Henrik Mikaelsen gik på jagt efter ophavsmanden. Og så spørger vi BTs chefredaktør Simon Richardt, hvorfor en højreorienteret værdikriger fra X får lov til at være anonym kilde i et interview om dansk ulandsbistand i BTs podcast Borgerlig Tabloid. Vært: Bille Sterll. Medvært: Torben Sangild, freelance radio- og podcastvært, foredragsholder, forfatter med mere. Producer: Frederikke Ernst.
I sommerens sidste udgave af Tabloids jordomrejse med DRs korrespondenter sender vi Trine Maria Ilsøe afsted mod jobbet som USA-korrespondent. Hvad ved en garvet kriminalreporter som Ilsøe om amerikansk politik? Hvilke historier vil hun helst sende hjem? Og har tidligere USA-korrespondent Matias Seidelin kollegiale råd til, hvordan man finder de rigtige kilder og gode historier i det store, splittede land med præsident Trump i Det Hvide Hus? Vært: Marie Louise Toksvig.
Denne sommer rejser Tabloid jorden rundt for at tale med DRs korrespondenter om deres arbejde ude i verden. Nu skal vi på kryds og tværs af Latinamerika, hvor Kristian Almblad på 15. år finder og fortæller historier om mennesker på det store, katolske kontinent. Er det alt sammen kriminalitet, kup og korruption? Hvorfor sniger kirken sig ind i langt de fleste historier? Og hvorfor er det vigtigt for korrespondenten af og til at komme ud af kontinentet? Vært: Marie Louise Toksvig.
Næste stop på Tabloids sommertur jorden rundt er i Jerusalem, hvor DRs mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen morgen, middag og aften skal være parat til at fortælle om nye kriser og konflikter i den hårdt prøvede region. Hvor var hun selv, da Hamas angreb Israel 7. oktober 2023? Hvordan holder man den neutrale balance i journalistikken ude i verden, når debatten hjemme i Danmark er overophedet og uforsonlig? Og hvad skulle hun egentlig i først Tyrkiet og siden Afghanistan som ung freelancejournalist? Vært: Marie Louise Toksvig.
I løbet af sommeren tager Tabloid verden rundt i selskab med DRs korrespondenter. Denne gang til Shanghai for at tale med Philip Roin, der dækker Kina og resten af Asien. Hvor meget kan en journalist i virkeligheden fortælle fra et land med censur, kontrol og overvågning? Hvad betyder det, at Roin selv taler kinesisk, og at hans kinesiske fotograf-kollega taler dansk? Og hvorfor er filippinske præster, kinesiske punk-rave-festivaller og forskellen på nedlukning i Danmark og Shanghai vigtige historier for et dansk publikum? Vært: Marie Louise Toksvig
I sommerferien søger Tabloid verden rundt i selskab med DRs korrespondenter. Journalist Søren Bendixen, der efter syv år i Afrika er på vej hjem til Danmark, ser tilbage på de historier, han har fortalt os. Hvordan fortæller man ene mand om et gigantisk kontinent? Har det hele været nød og klima-katastrofer - eller masser af håb, drømme og vækst-eventyr? Hvorfor er det bedre at sidde i Sydafrika end i København, hvis historien foregår i Senegal eller Somalia? Og er det tilstrækkeligt, at Afrikas 54 nationer kun fylder knap 4 procent af al udlandsdækning? Vært: Marie Louise Toksvig
Efter knap et år som generaldirektør i DR har Tabloid indkaldt Bjarne Corydon til medarbejderudviklingssamtale inden sommerferien. Med spørgsmål fra lytterne om DRs dækning og et kig tilbage på det seneste års udmeldinger spørger vi DRs øverste chef om status på journalistikken, ambitionerne og kampen om opmærksomheden. Hvorfor blev et dokumentarprogram om russisk oprustning gjort til breaking news? Hvorfor skal DR forære indhold til de største, amerikanske konkurrenter? Og hvordan går det egentlig på generaldirektør-kontoret? Vært: Marie Louise Toksvig
Er straffesagen mod den norske kronprinsesse-søn Marius Borg Høiby en kriminalhistorie eller en kongehus-historie? Vi spørger Se og Hørs kriminalreporter Patrick E. Nielsen, hvorfor sagen i Oslo var vigtig at dække, og hvad vi kan lære af den. Først nægtede SFs rådmand Lotte Kofoed at dele detaljer om den grænseoverskridende adfærd, der kostede en politisk rådgiver jobbet. Hvorfor gjorde hun det så alligevel få timer senere? Tabloid spørger Go' Aften Lives reporter Nicklas Bøhm, der fulgte Lotte Kofoed på Folkemødet. Hvad betyder det, når DR dropper en podcast, fordi den ikke lever op til 'journalistiske standarder'? Lytterne og Seernes redaktør i DR Charlotte Harder besøger Tabloid for at tale om begrebet, der fik en episode af kulturpodcasten Anmelderne pillet af. Ugens medvært er journalist Claes Theilgaard, der netop er skiftet fra BT til Berlingske samfundsredaktion. Vært: Marie Louise Toksvig.
Gider politikerne os ikke? Få timer før DRs Debatten skyder Folkemødet i gang med partileder-debat taler vi med redaktør Mathias Bjerrum om måneders planlægning og afbud fra regeringspartiernes ledere. Vil S selv lave journalistik? spørger vi værdiordfører Frederik Vad, der varsler, at partiet fremover selv vil bringe historier frem i stedet for kun at reagere på journalisternes. Tabloid spørger hvorfor. Hvorfor er en 30 år gammel konflikt om natur og den kunstige Tange Sø ved Ans først blevet en landsdækkende historie, da TV2 Dokumentar kom forbi? Vi spørger chefredaktør Andreas Søndergaard, Viborg Stifts Folkeblad, der selv medvirker i dokumentaren Det Store Søslag. Hvordan dækker man iranske forhold fra København? Tabloid har besøg af udlandsreporter Nanna Østerby, TV2, for at spørge, hvordan hun finder, tjekker og beskytter sine kilder i Iran. Ugens medvært er journalist Lotte Thor Høgsberg. Vært: Marie Louise Toksvig.
Hvorfor sender P1 Morgen fire timers radio om noget, ingen ved noget om før senere på dagen? Og hvorfor bruger Radio IIII kræfter på at gætte sig frem til en ministerliste? Tabloid har inviteret recaktionschef for P1 Morgen Michael Alsen og chefredaktør Marie Rask Glerup, Radio IIII, på besøg for at tale om livedækning af regeringsdannelsen. Hvad er der galt med AI-assisterede debatindlæg, siden Altinget fremover vil afvise dem? Vi spørger redaktionschef for Altingets debat Kristian Andersen hvorfor - og hvordan han vil afsløre robot-teksterne. Hvorfor sendte TV MidtVest hele tre reportere Italien rundt i tre uger for at dække cykelløb? Vi spørger chefredaktør Marc Killigren Akselsen. Ugens medvært er journalist Lis M. Frederiksen, der arbejdede i DR i over 20 år, blandt andet som chef for TV Avisen frem til 1998. Vært:Marie Louise Toksvig
Regeringsforhandlingernes absolutte hovedperson er Moderaternes Lars Løkke Rasmussen. Hvordan greb TV2s politiske redaktør Hans Redder det så an, da han fik Løkke live i 25 minutter? AI kan opfinde kilder, der ikke findes og skrive citater, ingen har sagt. I denne uge gik det galt på Berlingske. Alligevel mener avisens chefredaktør Pierre Collignon, at journalistikken bliver bedre med AI. AI er også i gang med at underminere det landskab, medierne forsøger at tjene deres penge i. Når AI styrer din Google-søgning, betyder det nul klik hos medierne. Vi taler med AI-ekspert, forfatter og podcastvært Christiane Vejlø om, hvordan journalistikken overlever Googles AI. Og så bladrer vi i en fotobog med 152 fotografier fra det gamle Østeuropa og spørger fotografen bag, Carsten Ingemann, hvad vi skal med pressefotoet i en tid, hvor vi alle har en mobiltelefon i lommen. Vært: Bille Sterll Medvært: Flemming Platz, selvstændig krisekommunikatør Producer: Ninette Birck
Er det mest for at provokere, at Deadline inviterer en debuterende digter i studiet for at tale om politik i poesien? Efter en uges diskussion af især en t-shirt spørger Tabloid Deadline-chef Jonathan Kargaard, om massiv kritik er en succes eller et problem for programmet. Kan journalister forlange særbehandling, når politiet vil rydde en demonstration? Ansvarshavende redaktør fra Arbejderen, Marc Bjerregaard Sanganee, der selv blev ramt af en knippel, da han dækkede en demonstration mod Mærsk, besøger Tabloid. Denne uges medvært er freelancejournalist Camilia Soltani Østergaard, der i sin nye dokumentar-serie om partnervold tager udgangspunkt i sin egen families historie. Er medierne selv medvirkende til at skabe polarisering i samfundet? Terrorforsker Tore Hamming uddeler både ros og ris, når Tabloid spørger ham. Vært: Marie Louise Toksvig
Efter at medierne markerede Danmarks-rekord i regeringsforhandlinger, ser Tabloid nærmere på, hvad journalisterne egentlig dækker. Denne uges medvært, tidligere politisk reporter på TV2 Peter Lautrup-Larsen har nemlig rig erfaring i at skulle rapportere foran lukkede døre. Hvad skal journalister stille op, hvis forskningsresultater, der skulle gøre journalistikken stærkere, peger i forskellige retninger? Tabloid spørger chefredaktør på Videnskab.dk Vibeke Hjortlund. Og så har vi besøg af journalist Klara Trebbien Rasmussen, der gik undercover i en svinestald. Hendes bog 'Flæsk' bragede ind i valgkampen og er blandt andet nomineret til Jyllands-Postens litteraturpris. Men er det journalistik eller aktivisme? Og hvad med de kolleger i stalden, hun løj for? spørger Tabloid. Vært: Marie Louise Toksvig
Hun har dækket krig og konflikter fra Yemen til Ukraine, over Syrien, Afghanistan og Irak i 10 år, og betragter empatien som et lige så vigtigt arbejdsredskab som kamera og computer. Og hun vil som regel ikke hjem, fordi der altid er mere at fortælle. I denne sommerudgave af Tabloid fortæller freelancejournalist og -fotograf Thea Pedersen om sit arbejde som krigskorrespondent. Om fixerne og kollegerne, soldaterne og alle de andre mennesker, de døde og de levende - og om de vidnesbyrd i ord og billeder fra tre års krig i Ukraine, hun har samlet i sin bog Fragmenter. Vært: Marie Louise Toksvig.