Lægens bord - Lyt til din krop cover

Lægens bord - Lyt til din krop

DR

Alkoholmisbrug foregår bag tusindvis af danske hoveddøre. Men konsekvenserne rammer aldrig kun den, der drikker. I denne sæson af Lægens bord sætter Peter Qvortrup Geisling derfor fokus på børn, partnere og familier, der lever med alkoholproblemer tæt inde på livet. Gennem mennesker, der arbejder med området, personlige fortællinger og konkrete råd undersøger vi, hvordan alkoholproblemer påvirker de mennesker, der står omkring den, der drikker, og hvordan man kan få hjælp, hvis man selv er ramt eller er bekymret for én, man holder af.

Alkoholmisbrug foregår bag tusindvis af danske hoveddøre. Men konsekvenserne rammer aldrig kun den, der drikker. I denne sæson af Lægens bord sætter Peter Qvortrup Geisling derfor fokus på børn, partnere og familier, der lever med alkoholproblemer tæt inde på livet. Gennem mennesker, der arbejder med området, personlige fortællinger og konkrete råd undersøger vi, hvordan alkoholproblemer påvirker de mennesker, der står omkring den, der drikker, og hvordan man kan få hjælp, hvis man selv er ramt eller er bekymret for én, man holder af.

Alkohol 4:4 - Har jeg et forbrug, der skader dem omkring mig?

0:00 0:00

Episoder

Alkohol 4:4 - Har jeg et forbrug, der skader dem omkring mig? 21 Sep 2026

Er du forælder og i tvivl, om du drikker for meget - og om det går ud over dine børn? I dette afsnit hjælper vi dig med at genkende tegnene på, at dit alkoholforbrug er blevet skadeligt, og vi guider dig til, hvordan du kan tage ansvar, søge hjælp og skabe mere tryghed omkring dig. Dagens gæst er Gry Toftgaard, der er behandlingskoordinator hos KABS. Og så får vi også besøg af en tidligere misbruger, der var ved at miste relationen til sine sønner. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Alkohol 3:4 - Når en andens alkoholmisbrug har sat spor i dig 21 Sep 2026

Kæmper du med ting i dit voksne liv efter at være vokset op i et hjem med alkoholproblemer? I dette afsnit kan du få hjælp til at håndtere de udfordringer, du selv kan blive ramt af. Du kan blive klogere på, hvilke mønstre, du kan holde øje med, og anbefalinger til, hvor og hvordan du selv kan få hjælp. Dagens gæst er Vivien Abrahamsen, der har gruppeorienteret terapi hos Landsforeningen Lænken i samarbejde med Novavi. Og så møder vi en kvinde, der i dag kæmper med tillid og relationer, efter at være vokset op med en drikkende mor. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Alkohol 2:4 - Spot et barn fra et hjem med alkoholproblemer 21 Sep 2026

Er du lærer, pædagog eller på anden måde tæt på et barn, du er bekymret for? I dette afsnit får du råd til, hvordan du kan blive bedre til at spotte et barn, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug. Du får konkrete redskaber til, hvad du kan sige, og hvem du kan inddrage, når du vil handle på din bekymring. Dagens gæst er Jeppe Berg Sandvej, der er faglig leder ved TUBA. Og så møder vi en ung kvinde, der er vokset op i et hjem med misbrug. I mange år gik hun under radaren, indtil en vejleder på gymnasiet tog fat i hende. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Alkohol 1:4 - Hvis en du elsker, drikker for meget 21 Sep 2026

Mistænker du, at din partner eller en forælder drikker for meget? I dette afsnit får du hjælp til at genkende tegnene på, at en nærtstående har brug for hjælp. Du får også råd til, hvordan du kan tage den første svære samtale, og hvor du kan gå hen, hvis du ikke kan klare det alene. Dagens gæst er Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen. Og så hører vi historien fra en kvinde, der i årevis var i tvivl om, hvorvidt hendes partner drak for meget, før hun fandt ud af, at hendes bekymring var berettiget. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Døden 4:4 - Sorgen og det videre liv 16 Jan 2026

Hvordan lever man videre efter at have mistet en, man elsker, hvordan taler man om tabet, hvis ingen tør spørge ind, og hvilke ritualer kan man søge trøst i? Det undersøger vi sammen med Lene Holm Larsen, der er psykolog og sorgforsker. Irmelin Rode fortæller, hvordan hun i dag søger mod vandet, når hun skal være ved sin far, og at hun taler med ham, når hun har brug for hjælp. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Døden 3:4 - Lige efter døden 16 Jan 2026

Hvordan bliver den døde gjort i stand, hvilke praktiske beslutninger er vigtigst at få styr på, og hvordan får man i det hele taget den bedste afsked? Det undersøger vi sammen med Birgitte Bylund Roed, der er sygeplejerske på Hvidovre Hospital og Morten Jensen, der er bedemand. Irmelin Rode fortæller om sin fars mindehøjtidelighed med teater, delemad og tre sange om solen. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Døden 2:4 - De sidste timer 13 Jan 2026

Hvad sker der egentlig i kroppen, når døden nærmer sig, hvorfor er det ikke altid, mens man er til stede, at den døende giver slip, og er det rigtigt at føle- og høresansen er dem, der bevares længst? Det undersøger vi sammen med Mai-Britt Angersbach Petersen, der er palliationssygeplejerske. Irmelin Rode fortæller om de sidste timer i barndomshjemmet på Fyn, hvor familien var samlet omkring hendes far, der ikke længere var ved bevidsthed. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

Døden 1:4 - De sidste uger 13 Jan 2026

Hvad kan man gøre, for at den sidste tid bliver bedst mulig, hvornår giver behandling mening, og hvornår gør det ikke, og hvilke samtaler er det i det hele taget vigtige at få taget, mens man kan? Det undersøger vi sammen med Ove Gaardbo, der er speciallæge og projektleder for 'Klar til samtalen.' Og så er vi på besøg hos Irmelin Rode, der flyttede hjem til sin far i hans sidste tid af livet. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Malte Winther Bothe.

ADHD 4:4 - Behandling 04 Dec 2024

Når man har fået konstateret ADHD, kan det være svært at navigere i de mange muligheder for behandling, og det kan tage tid at finde det rette. Men hvordan virker medicinen, hvilke fordele og ulemper er der ved den, og er det altid bedste løsning, eller hvad er der af alternativer? Det gør vi dig klogere på sammen med vores gæst Jesper Andreasen, der forsker i psykofarmaka på Københavns Universitet, og også selv har ADHD. Og så besøger vi Lucas Sjøstrøm, der i mange år har selvmedicineret med stoffer, indtil han fandt den rette medicin og den rette dosis. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

ADHD 3:4 - Et modefænomen? 04 Dec 2024

Antallet af mennesker der får konstateret ADHD er stigende, og nogle mener, at der bliver overdiagnosticeret. Men er der reelt flere, der får ADHD, eller er vi bare blevet mere opmærksomme på tegnene, hvilken rolle spiller det moderne samfund i den stigende diagnosticering, og hvad sker der, hvis man lever med ubehandlet ADHD? Det gør vi dig klogere på sammen med vores gæst Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet. Og så besøger vi influenceren Julie-Elsebeth Johannesen Krog, der sætter ord på de udfordringer, hun har kæmpet med, og som hun gør meget ud af ikke at tale for meget om på sin Instagram. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

ADHD 2:4 - Kvinder og ADHD 04 Dec 2024

ADHD er en diagnose, der i mange år er blevet set som en drengediagnose, mens kvinderne ofte diagnosticeres senere i livet. Men hvorfor går kvinderne under radaren, hvordan spiller graviditet eller overgangsalderen ind i symptomerne, og hvordan håndterer man i det hele taget sin diagnose som kvinde? Det gør vi dig klogere på sammen med vores gæst Charlotte Jokumsen, der er privatpraktiserende psykiater med speciale i voksne med ADHD. Og så besøger vi Heidi Boll, der fik diagnosen i sommers efter i mange år at have kæmpet med rollen som mor til to piger, der også har ADHD. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

ADHD 1:4 - Har jeg altid haft ADHD? 04 Dec 2024

Flere og flere oplever mange år med udfordringer, der fylder meget i hverdagen, og først sent i livet finder de ud af årsagen. At de har ADHD. Men hvad betyder det at få diagnosen sent i livet, hvad er forskellen på de forskellige typer, og hvilke tegn skal du i det hele taget være opmærksom på? Det gør vi dig klogere på sammen med vores gæst Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet. Og så besøger vi Anders Pilgaard Haue, der fik diagnosen for to år siden efter at have været i behandling for depression i flere år. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

Demens 4:4 - Håbet om en behandling 15 Sep 2024

I dagens afsnit får Peter besøg af Gunhild Waldemar, der er overlæge og professor i demenssygdomme, samt leder og stifter af Nationalt Videnscenter for Demens. Gunhild gør os klogere på, hvilken demensmedicin der lige nu forskes i og fremtidens muligheder for behandling og tidligere diagnosticering. Vi møder også Peter og hans kone, Lene. De fortæller, hvordan de navigerer i en hverdag, hvor sygdommen er begyndt at tage ord og bevægelighed fra Peter. Og så tager vi med til kognitiv stimulationsterapi. En særlig terapiform der kan give bedre livskvalitet for mennesker med demens. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

Demens 3:4 - Tid til plejehjem? 08 Sep 2024

I dagens afsnit får Peter besøg af Lone Rehder, der er demensrådgiver hos Demenslinien. Lone hjælper os med at blive klogere på de dilemmaer, man kan stå i som pårørende til et menneske med demens. For hvornår er det ikke længere forsvarligt at køre bil, hvornår er det nødvendigt at den pårørende får en pause fra sygdommen, og hvornår er det tid til plejehjem? Vi besøger også Tom og hans kone, Silje, der lige nu står midt i den svære beslutning. Og det eneste Tom vil have med sig på plejehjem, er det, han ikke kan få - sin kone. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

Demens 2:4 - Forebyggelse 01 Sep 2024

I dagens afsnit får Peter besøg af Steen Hasselbalch, der er overlæge og professor i demenssygdomme. Steen gør os klogere på, hvad man kan gøre for at mindske risikoen for at få demens - for den seneste forskning tyder på, at op mod halvdelen af alle demenstilfælde faktisk kan forebygges eller forsinkes. Vi besøger også Lotte, der har alzheimers i et tidligt stadie, og hendes datter, Rikke. De fortæller, hvordan hverdagen ser ud med en langsomt udviklende sygdom, hvor ingen ved, hvornår det pludselig begynder at vende. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesigner: Jakob Franck.

Demens 1:4 - Advarselstegn 25 Aug 2024

I dagens afsnit får Peter besøg af Steen Hasselbalch, der er overlæge og professor i demenssygdomme. Steen hjælper os med at forstå forskellen på stress, depression, aldring, senilitet - og demens. For alle glemmer, men det betyder ikke, at man er syg. Men hvad gør så? Vi besøger også Tom, der har flere demenssygdomme, og hans kone, Silje. De fortæller om de første sygdomstegn, og hvordan det var ved at koste dem ægteskabet, indtil diagnosen kunne forklare Toms ændrede adfærd. Vært: Peter Qvortrup-Geisling. Tilrettelægger: Louise Raundahl. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 6:6 - Altid andre først 23 Oct 2023

Vi mennesker har tit mange forskellige kasketter på. Vi er noget for nogen både på arbejde og privat - og tit kan det være svært, at få de to ender til at nå sammen. Samtidig vil man også gerne være den bedste udgave af sig selv alle steder. Det kender Jane Madvig til. I sit drømmejob som Esbjerg Kommunes turistchef, og mangeårig leder af VisitRibe, har hun sat en ære i at gøre dét ekstra for at give folk den gode oplevelse. Indtil hun indså, at det kostede for mange kompromiser. Til sidst måtte hun sadle om og springe ud i den drøm, der altid har ligget og luret. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 5:6 - Mormor vækker drømmene 23 Oct 2023

Når vi mister et menneske, vi har haft tæt på, så bliver vi nogle gange mindet om, hvor skrøbeligt og kort livet er. Så kommer tanken: Udlever jeg overhovedet mine egne drømme, eller slukker jeg bare brand fra dag til dag? Det, der gør os mennesker smukke, er, når vi udlever vores drømme. Så nu skal du have en smuk historie. En historie om et yngre ægtepar, der tog sig selv og hinanden alvorligt. Mærkede deres indre drøm - og førte den ud i livet. Line Haunstrup er 35 år. Og hende kan vi virkelig lære noget af. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 4:6 - Kørt over af succes 23 Oct 2023

Danmark er et smørhul, og vi bliver tit betegnet som verdens lykkeligste folk. Alligevel står mange af os op om morgenen og har slet ikke fornemmelsen af at være lykkelige. For stress, angst og depression fylder hverdagen for et stigende antal af os. Men nogle mennesker stopper op og ændrer kurs. Måske frivilligt. Måske fordi de er tvunget til det. Dem kan vi lære noget af. 37-årige Tore Vilhelmsen var kendt som ham med 25 timer i døgnet, indtil han blev nødt til at forholde sig kritisk til det arbejdsliv, han ellers mente var lige ham. Tores historie handler blandt andet om at sige nej til Folketinget og ja til nærhed. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 3:6 - En afgørende fyreseddel 23 Oct 2023

Hovedet kan nogle gange blive så fyldt, at det er ved at sprænges. Og når det har været fyldt i for lang tid, får det konsekvenser for vores helbred. Før vi lærte 41-årige Anelise Severinsen at kende i Den Store Bagedyst, var hendes liv langt fra lutter lagkage. Vi besøger den brasilianskfødte kagenørd for at finde ud af, hvordan det lykkedes hende at få styringen over sit arbejdsliv tilbage efter to stresssygemeldinger og en fyreseddel. Og for at finde ud af, hvordan Anelise Severinsen har lært at tro på sig selv, når hun er vokset op med, at prestige er vigtigere end alt andet. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 2:6 - En krop i alarm 23 Oct 2023

For mange af os kan det være svært at slippe arbejdet, når vi har fri. Det hele flyder sammen, og derfor får kroppen aldrig ro. Sådan var det for Malene Falck. Og efter mere end 20 år i psykiatrien, skiftede hun patienter, kolleger og alarm ud med ler mellem fingrene. I dag laver hun keramik. Det har krævet flere ting at indrette sig på den måde, for samtidig skal der jo også penge til, for at få det hele til at køre rundt. Så hvordan har Malene gjort? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

U-vending 1:6 - Kaos i kulissen 23 Oct 2023

Nogle gange går vi mennesker i stå. Kroppen står af, fordi vi har udsat den for så stort et pres, at den ikke kan mere. Måske fordi det er et forkert pres. Et pres, der ikke er os. Et pres, der ødelægger i stedet for at stimulere. At man som menneske simpelthen er endt i en blindgyde, hvor man ikke hører til. Den tidligere skuespiller Søren Byder oplevede sig selv som en tom skal, da hans krop slog fra. Og det blev begyndelsen på en nedtur. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Lyddesign: Jakob Franck.

Psykiatri: Kampen for et bedre liv 02 Mar 2023

"Vi har de samme mål som alle andre mennesker, vi har måske bare en lidt hårdere vej derhen." Sådan lød det fra Louise Anderskou tilbage i 2019, da DR lavede tv-programmerne Kampen for et bedre liv. De handlede om livet med psykisk sygdom, og hvilke udfordringer der kan følge med. Men også om håb og drømme. Vi mødte nu 34-årige Jannik Olsen og 32-årige Louise Anderskou, der begge har en skizofreni-diagnose. De ville gerne skabe en familie. Nanna Juul Olsen, der nu er 31 år, fortalte om sin hverdag med diagnosen bipolar, og hun var på jagt efter en kæreste. Og så var 29-årige Christine Thomsen også med i programmerne. Hun har en personlighedsforstyrrelse, og hendes drøm var at få et job. Nu - mere end tre år senere - kan du møde alle fire igen. Har deres psykiske sygdom stået i vejen for deres drømme? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Psykiatri: Mistrives mit barn? 23 Feb 2023

15-årige Mathilde Stougaard havde meget svært ved at forlade sin mor, da hun var mindre. Nogle gange havde hun det så dårligt, at hun ikke kunne komme i skole. Hendes mor var længe i tvivl om, hvordan hun bedst kunne hjælpe hende, men et tilbud gennem kommunen viste sig at være den rette hjælp. Når studerende på Roskilde Universitet har det skidt, så kan de komme til studenterpræsten Ulla Pierri Enevoldsen. Vi besøger hende i hendes meget farverige samtalerum, hvor unge ofte kommer og fortæller, at de er nervøse for ikke at slå til. Næsten halvdelen af alle unge oplever en grad af mistrivsel. I dag taler vi om, hvilke advarselstegn forældre skal være opmærksomme på. Og hvornår er der egentlig tale om mistrivsel? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Psykiatri: Skizofreniens mange ansigter 16 Feb 2023

Når Trine Lindhardt vågner op om morgenen, spørger hun sig selv, om 'pandefanden' i dag er på spil. Det er hendes skizofreni, som hun blev diagnosticeret med som 29-årig. For Trine fylder diagnosen ikke altid, men hun oplevede det som et stempel at få den. For Sissel var det omvendt en kæmpe lettelse, og hun fortæller, hvor stor gavn hun har haft af et bestemt behandlingsforløb. Vi er også forbi Heidi, der har en søn med paranoid skizofreni, og hun fortæller, hvilke udfordringer det kan give som pårørende. I Danmark har cirka 30.000 mennesker skizofreni. Mange lever et liv med lette symptomer, og det er de færreste, der ved, at nogle bliver helbredte og fuldstændig raske igen. I dag stiller vi skarpt på den sygdom, hvor patienter oplever mest stigmatisering. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. (Sendt første gang 16. februar).

Psykiatri: Indlagt på en lukket afdeling 09 Feb 2023

En 24-årig kvinde med diagnosen paranoid skizofreni. En 30-årig mand med samme diagnose og en behandlingsdom. Det er to af de patienter, der er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, som vi i dag besøger. På dagens program er der både morgengymnastik og krea-gruppe, og mens nogle er med, bliver andre på deres stuer. Flere end 24.000 personer var i 2021 indlagt på en psykiatrisk afdeling og en del af dem også på et lukket afsnit. Men hvem er det, der bliver indlagt? Hvordan er det at være på en lukket afdeling, og hvordan går det patienterne, når de kommer ud igen? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. (Sendt første gang 9. februar).

Psykiatri: Psykiatrisk hjælp NU 02 Feb 2023

Hvad sker der egentlig, når man ringer efter akut psykiatrisk hjælp? Hvem møder du, hvis du kommer til den psykiatriske akutmodtagelse, og hvornår er der behov for en indlæggelse? Vi er med speciallæge Hans Henrik Ockelmann på vagt i det psykiatriske akutberedskab. Det er dem, der rykker ud til nogle af de mennesker med psykiske sygdomme, der har det sværest. Flere end 160.000 personer havde kontakt til det psykiatriske sygehusvæsen i 2021, og i det tal ligger også en hel del akutte kontakter. Du kan også komme med forbi den Psykiatriske Akutmodtagelse i Roskilde. Her bimler telefonen, mens andre selv dukker op og tager plads i venteværelset. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. (Sendt første gang 2. februar).

Psykiatri: Mit liv med ADHD 26 Jan 2023

Manu Sareen får diagnosen ADHD, da han er 50 år. De fleste af os kender ham som tidligere socialminister, forfatter og foredragsholder, og selvom han har opnået mange ting, har det også haft sin pris. Nu er det vigtigt for ham at hjælpe andre børn, så de ikke føler sig lige så forkerte, som han selv har gjort, og vi møder 8-årige Louis Lauda Facius, der efter sin diagnose nu får medicin og er skiftet skole. Louis' mor fortæller, hvordan de har oplevet at stå meget alene med håndteringen af diagnosen - og vi er forbi en café på Vestsjælland, hvor børn og voksne med ADHD inde på livet deler erfaringer med hinanden. ADHD er en af de mest udbredte diagnoser blandt børn og unge i Danmark, og flere og flere får diagnosen. Men hvorfor er der sket så stor en stigning, hvorfor får nogle først diagnosen, når de er voksne, og hvad er det for nogle tegn, man i det hele taget skal være opmærksom på? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. (Sendt første gang 26. januar).

Psykiatri: Mor har en psykisk sygdom 19 Jan 2023

22-årige Sofie Holme Stenberg er vokset op med en mor, som har en bipolar lidelse. Sofie følte sig sjældent hørt og hun fik heller ikke nogen hjælp til at få styr på sine tanker. Men der er hjælp at hente. For der findes blandt andet samtalegrupper til børn, der har forældre med psykisk sygdom. Vi møder 8-årige Josefine, da hun kommer ud fra sådan en. Vi skal også hjem til familien Højstrøm, som taler åbent om morens psykiske sygdom, og vi hører, hvordan en struktureret hverdag hjælper dem. Flere end 300.000 børn og unge vokser op med en mor eller far med psykisk sygdom, og det kan have store konsekvenser, hvis ikke de får den rigtige opbakning. Så hvad skal voksne være opmærksomme på? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Psykiatri: Når mørket tager over 12 Jan 2023

Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter, bliver i 2018 ramt af en svær psykotisk depression. Det sker, mens han skriver en bog om sin mors forløb i psykiatrien, og i dagens afsnit sætter han ord på, hvordan han havde en følelse af at være besat af onde kræfter. Peter får en serie på 7 elektrochokbehandlinger på Rigshospitalet, og vi er med til sådan en på Slagelse Sygehus, hvor en patient med bipolar affektiv lidelse skal behandles. Op mod hver 5. dansker får på et tidspunkt i livet en depression, og det er vigtigt at være opmærksom på symptomerne, for hjernen kan tage skade af ikke at få den rigtige behandling. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Lyt til din krop: Hjælp dit hjerte 23 Dec 2022

I dagens afsnit møder du 65-årige Frank Nielsen, der i to år har oplevet at have problemer med hjertet. På trods af kroppens mange signaler går han sent til lægen - og bliver henvist til behandling på Rigshospitalet. Du kommer også med, når Frank skal have lavet en hjerte-CT-scanning. Et fantastisk nyt værktøj når man skal undersøge et hjerte. En million danskere har for højt blodtryk, men 300.000 af dem ved det ikke. Mindst halvdelen af de 15.000 strokes - blodpropper i hjernen og hjerneblødninger - der hvert år ses herhjemme, skyldes for højt blodtryk, der ikke er behandlet. Hvilke advarselstegn skal du være opmærksom på, og hvordan hjælper du i det hele taget dit hjerte? Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Vært: Peter Qvortrup Geisling.

Lyt til din krop: Av mit underliv 16 Dec 2022

I dagens afsnit møder du 27-årige Sabrina Michella Rasmussen, der efter mange år finder ud af, at der er en årsag til hendes smerter. Hun har nemlig underlivssygdommen endometriose, hvor dele af den slimhinde, der normalt sidder i livmoderen, er kommet uden for livmoderen og i stedet er i bughulen, og det kan give kroniske smerter. Derfor skal hun opereres på Rigshospitalet, og vi er med til operationen. Endometriose rammer hver tiende yngre kvinde, men under to procent får en diagnose. Så hvad er det for symptomer, du skal være opmærksom på? Vi kommer også omkring PCOS, en sygdom i æggestokkene, som rammer mellem fem og ti procent af alle kvinder. Men mange ved ikke, at det er den, de har. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Lyt til din krop: Lunger på overarbejde 09 Dec 2022

I dagens afsnit møder du 56-årige Jeanette Vennerberg, der for 10 år siden fik konstateret lungesygdommen KOL. Det har blandt andet fået hende til at droppe cigaretterne, og hun fortæller, hvordan hun i dag lever med sygdommen. For der er nemlig flere ting, man kan gøre. En forsker undersøger, om det kan bruges i behandlingen af lungesygdom at gå i sauna. Og så er det god træning for lungerne at synge. Derfor er vi med en tur forbi Lungekoret på Vesterbro i København, for at høre hvordan det gavner lungerne. 400.000 danskere har KOL, men de 200.000 af dem ved det ikke. Og det duer ikke, for reagerer du på symptomerne i tide, kan du leve et godt liv med KOL. Så hvilke symptomer skal du være opmærksom på? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Lyt til din krop: Blodsukker på rutsjetur 02 Dec 2022

I dagens afsnit møder vi den 30-årige borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, der har levet med type 1-diabetes, siden hun var fire år gammel. I mange år var hun ikke så åben om sin diabetes, men det har senere blandt andet udviklet sig til en sensor på armen, der blev vist frem til fest hos Dronningen. Vi møder også Flemming Schou på Hovedbanegården i København, hvor Diabetesbussen er stoppet op. Her er det muligt at blive testet for type 2-diabetes, og i afsnittet finder vi ud af, hvad Flemmings test viste. Cirka 80.000 danskere har type 2-diabetes - uden at vide det. Den sygdom forårsager skader mange steder i kroppen, hvis den ikke bliver konstateret, og derfor er det vigtigt, at du kender advarselstegnene på den. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Lyt til din krop: De skrøbelige knogler 25 Nov 2022

I dagens afsnit møder vi 42-årige Anders Fjord, der efter en tur i Lalandia med familien finder ud af, at han har knogleskørhed. For ja, selvom mange tror, at det kun er ældre kvinder, der rammes af knogleskørhed, så kan mænd kan altså også få det. Op mod en halv million danskere har knogleskørhed uden at vide det, men diagnosen er let at stille med en DXA-scanning. Vi følger Charlotte Hildebrandt med til sådan en på Hvidovre Hospital. Og sammen med vores ekspert i studiet bliver vi klogere på de advarselstegn, du skal være opmærksom på, og hvordan man sagtens kan leve et godt liv med knogleskørhed. Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.

Lyt til din krop: Pas på psykopaten 18 Nov 2022

I dagens afsnit kommer du til at møde Malene, der for nyligt er gået fra sin mand, som pludselig begyndte at ændre adfærd. Hun har nu fundet ud af, at han lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse - også kendt som psykopati. Op mod en kvart million danskere har psykopatiske træk. Langt de fleste er mænd. Og dem er der ganske stor sandsynlighed for, at vi alle sammen støder på - på et eller andet tidspunkt - i løbet af vores liv. Vi hører, hvordan Malene har oplevet det hele, og hvorfor hun har haft så svært ved at gå. Og sammen med vores ekspert i studiet vil vi gøre dig klogere på advarselstegn, som din krop forsøger at sende dig, hvis du er for tæt på en person med psykopatiske træk. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Vært: Peter Qvortrup Geisling. (Sendt førte gang 18. november).

Lyt til din krop: Problemer med penis 11 Nov 2022

I det her afsnit kommer du til at møde Sten, der i 7 år har kæmpet med rejsningsproblemer. Sten er langt fra den eneste, der har det problem. Det samme oplever tusindvis af andre mænd. Internationale tal tyder på, at op mod hver tiende mand eksempelvis rammes af Peyronies sygdom, hvor penis ændrer form, og hvor det kan være svært at få rejsning. Du kommer også til at møde Erik, der har kæmpet med skæv penis, og vi er med, når han skal behandles for det. For der ér faktisk noget at gøre. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann. Vært: Peter Qvortrup Geisling.

Lyt til din krop: Sygdom i hjernen 05 Jan 2023

I dagens afsnit møder du 76-årige Christian Overgaard, der sidste år fik diagnosen Alzheimers, der er den mest almindelige form for demens. Christian gik til genoptræning 3 gange om ugen, og vi er også hoppet op på motionscyklen hos 'Stedet' på Frederiksberg, der er et aktivitetstilbud for yngre mennesker med demens. Cirka 85.000 mennesker lever med en demenssygdom herhjemme - men kun 40.000 har en diagnose. Så hvilke symptomer skal du være opmærksom på, når det handler om demens? Vært: Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggere: Louise Raundahl og Cathrine Lakmann.